Flæsketorvet 85 A · DK-1711 København V
TEL +45 33 93 42 21 · FAX +45 33 93 42 29
EMAIL bjerggaard@bjerggaard.com
TEL +45 33 93 42 21 · FAX +45 33 93 42 29
EMAIL bjerggaard@bjerggaard.com
| Forsiden | Udstillinger | Kunstnere | Bøger | Grafik | Profil |
Poul Gernes | ||||
| ||||
| Poul Gernes (1925-1996) har haft en enorm indflydelse på dansk kultur og kunstforståelse. Først som medstifter af Den Eksperimenterende Kunstskole, Eks-skolen, hvor en samfundsbevidst kunst blev stimuleret og afprøvet med en kollektiv og utraditionelt eksperimenterende undervisning som katalysator. Dernæst gennem sine talrige udsmykningsopgaver, blandt andet udsmykningen af Herlev Sygehus, som af mange anses for Gernes’ hovedværk som socialt integreret kunstner. Det var Gernes’ overbevisning, at det mest enkle og umiddelbare udtryk altid har den største sociale gennemslagskraft. Farver skal være klare og stærke, men frem for alt behagelige at se på, og de former, som opstår gennem farveforskellene, skal være klare signaler eller symboler med maksimal genkendelighed. Det var Poul Gernes’ baggrund for at supplere sit kunstneriske alfabet med cirkler, spiraler, bogstaver m.m. – former, som alle har en stærk visuel appel, og som er nemme at aflæse, selv på afstand. Sådanne klare former og farve kunne forbedre menneskers livskvalitet, og som bevis på, at han havde historien med sig i sin omtolkning af kunstens sociale funktion, henviste han til antikkens templer og offentlige bygninger, der oprindelig havde været dekoreret i festlige farver. Hans tro på billedkunstens vitale og sociale grænseløshed og evne til at skabe lykkeligere borgere, har til stadighed inspireret mange yngre kunstnere. I 1988 repræsenterede Poul Gernes Danmark på Venedig Biennalen. Udover de talrige udsmykninger i offentlige og private institutioner, er hans værker repræsenteret i flere store samlinger, blandt andet Museum Ludwig, Køln og Louisiana, Humlebæk. |
