Flæsketorvet 85 A · DK-1711 København V
TEL +45 33 93 42 21 · FAX +45 33 93 42 29
EMAIL bjerggaard@bjerggaard.com

Forsiden Udstillinger Kunstnere Bøger Grafik Profil  

Marcel van Eeden  

Galleri Bo Bjerggaard åbner det nye år med udstillingen The Room af den hollandske kunstner Marcel van Eeden. Udstillingen kommer til at udfolde sig i galleriets to mindre udstillingsrum og vil bestå af 47 helt nye tegninger, samt en stedspecifik installation.

Marcel van Eeden er primært kendt for sine karakteristiske film noir-inspirerede tegninger, ofte med en fortløbende historie, som kunstneren næsten dagligt opdaterer på Facebook til stor begejstring for et efterhånden bredt kunstpublikum. Allerede som tyveårig besluttede van Eeden sig for udelukkende at arbejde med motiver, som havde en iboende indikation af kunstnerens egen ikke-eksistens. Dette indebærer at han kun inddrager motiver, tekst og billedreferencer, som fandtes før han selv blev født i 1965.

Van Eedens seneste værkserier handler om Oswald Sollmann, som opkøber og sidenhen får stjålet nogle af de Grünewald-tegninger, som var omdrejningspunktet for kunstnerens første udstilling Grünewald Drawings i Galleri Bo Bjerggaard tilbage i 2009. Sollmann dræber (muligvis?) tyven, bliver anholdt og dømt i Zürich, men det lykkes ham at flygte fra fængslet, ud til et  afsidesliggende bjerghotel, hvor han tager nogle hotelgæster som gidsler. Hans krav for deres løsladelse er udrejsetilladelse til Congotanga i Vestafrika.

På den aktuelle udstilling The Room har Marcel van Eeden iscenesat et hotelværelse i selve gallerirummet, hvor den videre historie kommer til at udspille sig. Handlingen foregår således i spændingsfeltet mellem en scenograferet del af historien og selve fortællingen, som kronologisk kan aflæses i tekst og billeder på de tegninger som hænger på galleriets vægge.

I forbindelse med udstillingen udgives et katalog med en tekst af den danske kunsthistoriker Peter Michael Hornung.

Marcel van Eeden er født i Haag, Holland og bor og arbejder fortrinsvist i Haag og Zürich. Kunstneren har haft separatudstillinger på en lang række museer og hans værker er repræsenteret i mange offentlige samlinger, heriblandt MoMA, New York, Magasin 3, Stockholm, Walker Art Center, Minneapolis og Louisiana - Museum of Modern Art.

Der er fernisering på udstillingen Marcel van Eeden - The Room fredag den 18. januar kl. 16-18. Samme dag åbner galleriet udstillingen Poul Gernes / Cosima von Bonin i galleriets tre store udstillingsrum. Alle er velkomne til dobbeltferniseringen, hvor Marcel van Eeden også selv vil være til stede.

Marcel van Eeden - The Room kan ses i Galleri Bo Bjerggaard frem til lørdag den 16. marts.